Det sker i Venstre

12. maj 2018

Venstres europaudvalg i sydjylland


 

Europaudvalget i storkreds Sydjylland (bestående af kommunerne Vejle, Fredericia, Kolding, Billund, Vejen, Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Tønder, Esbjerg, Fanø og Varde) er i gang med opstilling af 1 kandidat til valget til Europa-Parlamentet i 2019. Det skal vi jf. en beslutning truffet på landsmødet i 2017, og vi skal have vor kandidat klar senest 31.12. 2018 (men gerne før). Kandidaterne vil blive indplaceret på Venstres liste på et EU-landsmøde den 2. marts 2019.

 

Europaudvalget har derfor besluttet at afholde et opstillingsmøde onsdag den 16. maj 2018 kl. 19.00 i Bramdrupdam Sports- og Mødecenter, Bramdrupskovvej 110, 6000 Koldingmed følgende dagsorden:

1.     Valg af stemmetællere

2.     Valg af dirigent

3.     Skriftlige forslag til kandidat

4.     Indlæg ved de foreslåede kandidater

5.     Afstemning (for at være valgt skal en kandidat opnå mindst halvdelen af de afgivne stemmer)

6.     Eventuelt

Alle Venstres medlemmer i de nævnte kommuner har adgang og stemmeret ved mødet. Af hensyn til kaffen, som Europaudvalget er vært ved, beder vi om tilmelding til udvalgets formand (se nederst på siden) senest 3 dage før mødet.

Efter opstillingsproceduren bliver der indlæg ved Venstres EU-ordfører Jan E. Jørgensen, og mulighed for at stille spørgsmål til ham og den nyvalgte kandidat.

Et enigt Europaudvalg indstiller gdr. Asger Christensen som kandidat. Asger Christensen stillede op for Trekantområdet ved EP-valget i 2014 og opnåede 14.709 stemmer og blev derved 2. stedfortræder for Venstre til Parlamentet. Det skal imidlertid ikke afholde andre fra at kandidere. Interesserede kan henvende sig til udvalgets formand (se nederst på siden) for yderligere oplysninger. 

 

Venstres Europaudvalg i Sydjylland

Søren T. Hansen

Formand

Asger Christensen

EP-kandidat

Mit navn er Asger Christensen, og jeg håber endnu engang at få Venstres medlemmers opbakning til at blive kandidat til Europa-Parlamentet. Til daglig er jeg selvstændig landmand på et kvægbrug uden for Kolding, og så sidder jeg i Kolding Byråd. Tidligere har jeg været engageret i landbrugsorganisationerne som formand for henholdsvis Kødbranchens Fællesråd samt Kolding Herreds Landbrugsforening. 


Med min tilgang håber jeg, at Europa-politikken bliver nærværende for vælgerne, når jeg forhåbentlig skal møde dem på gader og stræder igen, ved valget i 2019.

 

I kølvandet af Brexit, Trumps valg i USA, borgerkrigen i Syrien og Ruslands aggressive adfærd i øst er der mere end nogensinde brug for et stærkt EU. Et EU, som skal føre Storbritannien godt ud af EU, hvor vi forbliver tætte allierede og samarbejdspartnere. Et EU, der er garant for frihandel og taler Trump i mod, når han vil føre handelskrig. Et EU som står vagt om de ydre grænser, når flygtninge- og migrantstrømme og ISIS krigere banker på døren. Et EU der står for fred og indfører omfattende sanktioner mod Rusland, når de iværksætter attentater på tidligere spioner i England eller bryder folkeretten ved at annektere Krim-halvøen. 

 

Danmark skal bakke fuldt og helt op om EU samarbejdet. Men vi skal naturligvis også udfordre de tåbelige EU regler og forordning, præcis som vi gør det,  når sådanne skulle komme ud af Folketinget eller Byrådet. Det og meget mere vil jeg komme til at stå for, hvis jeg bliver genvalgt som kandidat til EP-valget for Venstre i Syd- og Sønderjylland.