Venstres Aabenraa Kreds vælger Thomas Andresen som folketingskandidat med bred opbakning
Torsdag den 15. januar 2026 afholdt Venstres Aabenraa Kreds sit vedtægtsbestemte opstillingsmøde op til det folketingsvalg, der kommer senest den 31. oktober 2026.
Forud var gået en lang proces med flere kompetente emner i spil, men efter at byrådsmedlem og tidligere borgmester i Aabenraa Kommune, Thomas Andresen i starten af december meddelte sit kandidatur til posten, var han på aftenens møde den eneste kandidat, og han blev da også med akklamation valgt som kredsens folketingskandidat.
”I Aabenraa Kredsen er vi utrolig glade for, at Thomas har valgt at tage udfordringen op frem mod næste folketingsvalg, og vi mener, at Thomas er den helt rigtige profil til at repræsentere hele den Syd- & Sønderjyske region på Christiansborg”, udtaler Kredsformand Kirsten Nørgård Christensen, og fortsætter:
”Thomas har en enorm erfaring fra sit politiske arbejde, lige fra lokalforeningsarbejde til 8 år i borgmesterstolen, og han har om nogen bygget bro mellem vores egn og Christiansborg i alt lige fra KL-arbejde, motorvejstilslutninger og kommunaløkonomiske reformer.
Han er en stærk lokal stemme, men han vil også blive et aktiv i folketingsgruppen i arbejdet med at trække Danmark videre i en mere blå, liberal retning efter næste valg. Vi glæder os til nu at trække i arbejdstøjet igen, og nok meget snart skulle begive os ud i en folketingsvalgkamp for Thomas Andresen.”
I en kommentar siger den nykårede folketingskandidat:
“Jeg glæder mig til at fortsætte mit politiske arbejde som folketingskandidat. Den kommende tid vil jeg bruge på at møde sønderjyderne og gøre det klart, hvad jeg vil arbejde for på Christiansborg. Jeg ved, hvad der skal ændres – og jeg ved, hvordan det kan gøres. Skal hele Danmark behandles lige, må vi også turde behandle Sønderjylland forskelligt. Man kan ikke regulere grænseland og landdistrikter efter den samme målestok som den indre by i København. Hvis Danmark ikke skal knække midt over, kræver det politiske beslutninger, der tager højde for lokale rammevilkår – både når vi taler infrastruktur, arbejdskraft, erhvervsliv og adgang til relevante uddannelser tæt på de unge og virksomhederne. Den forståelse vil jeg tage med mig til Christiansborg.”
Opstillingsmødet var præget af en rigtig god stemning med et stort fremmøde, og ingen var i tvivl om, at det var en velforberedt ambitiøs kandidat, der fik salen på Folkehjem til at summe i en optimistisk holdånd.
Thomas Andresens navn er efterhånden kendt af de fleste i Sønderjylland, og mange huskerham som en hårdtarbejdende, udviklings- og resultatorienteret borgmester i øjenhøjde medalle borgere på alle døgnets tider. Vi kender ham som et menneske, der ikke gemmer sig, når beslutningerne er svære. Som en mand, der står ved sine beslutninger – også når de ikke er populære.
For ansvar handler ikke om at vælge det nemme, men om at gøre det rigtige for fællesskabet. Netop han har erfaringen og det politiske mod til nu at tage ansvaret videre og repræsentere os på næste niveau med fokus på de liberale værdier, der altid har kendetegnet hans politiske arbejde.
Thomas Andresen har siddet i byrådet i Aabenraa i samlet 16 år, heraf de 8 som borgmester. Han fik over 2000 personlige stemmer ved seneste kommunalvalg og er nu 2. viceborgmester og formand for Udvalget for Plan- og Boligudvikling. Thomas Andresen er 62 år, født og opvokset i kommunen, gift med Vivi og bosiddende i Aabenraa. Han afløser Jacob Christian Nielsen, der var kredsens kandidat ved folketingsvalget1. november 2021.På vegne af Kredsbestyrelsen
Kirsten Nørgård Christensen
Formand